En frustreret produktudviklers bekendelser

Brian Binnerup fra mymovies.dk kommer her med hans holdninger til og oplevelser med ophavsretten

Ønsker du også at bidrage til debatten med et indlæg, er du velkommen til at sende det til webmaster@enfrustreretforbruger.dk

Tilbageblik

Siden starten af Henrik Andersens kamp for retten til at bruge sine dyrt indkøbte DVD’er og Blu-Rays har jeg fulgt med på sidelinien – Henriks kamp er en anden indfaldsvinkel på en problemstilling jeg selv har haft tæt inde på livet igennem flere år.

Året er 2004, hvor jeg for første gang skiftede bekendtskab med Microsofts Windows Media Center, jeg havde prøvet lidt andet software, men uden at det rigtigt fangede – min dengang eneste datter var blevet 3 år gammel, og var allerede godt i gang med at vise sin far at det med film, det havde hun helt styr på. Desværre medførte det bla. en VHS maskine der måtte skilles ad, efter en 5-6 DVD film var forsøgt afspillet i den, og med sådan en VHS maskines skarpere dele, så kunne de desværre ikke engang afspilles i en DVD afspiller bagefter.

Jeg var nu stødt på et problem som mange børnefamilier nok kan nikke genkendende til – og det måtte jo kunne løses – jeg fandt et tilføjelses-program til Windows Media Center hvor jeg kunne tilføje mine film når de var kopieret ned på en harddisk, og bladre i dem lidt nemmere. Dette program forsvandt desværre fra den ene dag til den anden, før nogle ret vigtige problemer med det var løst – bl.a. så det helt galt ud på min 16/9 skærm, som ikke voldsomt mange havde dengang. Som den systemudvikler jeg nu var, så måtte det jo være startskuddet til at forsøge at lave noget selv, som fungerede som jeg ønskede det – som sagt så gjort, og da flere andre på det mest benyttede Windows Media Center forum viste interesse for det endte det med at jeg sendte det ud til frit brug i August 2004:

http://www.ehomeupgrade.com/2004/08/23/my-dvd-collection-2004/

Jeg var allerede dengang klar over at det ikke var lovligt at kopiere mine DVD film ned på harddiske, men jeg syntes det var dybt urimeligt at jeg skulle købe og betale for mine film mere end én gang, fordi min datter på 3 år ikke helt havde fundet ud af forskellen på en VHS maskine og en DVD afspiller, og jeg kørte jo også jævnligt mere end 80 på landevejen uden dårlig samvittighed – med andre ord blev min beskyttelse af mine indkøbte film en lille lovovertrædelse jeg lærte at leve med.

Udviklingen

Året er 2009, og det er nu mere end 5 år siden at ”My DVD Collection 2004” blev sendt ud til et ukendt antal andre brugere – ”My DVD Collection” er siden blevet omdøbt til ”My Movies”, og det er bestemt ikke den eneste ændring. Et medie center er nu ikke længere bare Windows Media Center, de findes i mange afskygninger – XBMC, Plex, MediaPortal, osv. osv. Hvad der dog ikke har ændret sig er at der stadig er en masse fustrerede forbrugere som hver dag bryder loven for at bruge deres medie center.

”My Movies” er de sidste 4 år blevet kåret som ”Best application for Windows Media Center”, og blev i Oktober i år udgivet i version 3 – den har fået en lillebror kaldet ”My Movies for Windows Home Server”, som lige nåede at blive kåret som ”Best application for Windows Home Server”, og der står i dag to store Dell servere hos Fuzions hostingcenter i Århus og leverer data for mere end 250.000 film ud til et brugerantal der netop har paseret 85.000 – nuvel, kun ca. halvdelen har brugt systemet inden for den sidste måned, men det er nok til at de to servere leverer et sted imellem 4 og 5 TB (Tera Byte) data om måneden ud til hele verden.

I dag er My Movies ikke kun et produkt til Windows Media Center – den leverer også meta-data til et antal andre produkter så som XBMC, MediaPortal og et antal video afspillere som TviX, Xtreamer, Popcorn Hours og mange andre, og det på mange forskellige sprog – systemet har bla. mere end 15.000 danske titler – har du den, så har vi den.

De mest ihærdige brugere har mere end 3.000 originale, købte og betalte DVD og Blu-ray film, og vi kan tælle ihvertfald 500 som har mere end 1.000. Brugere med 3.000 film som typisk har købt dem ved udgivelsen hvor de var dyrest – hvis det blot er 100 kr. i snit pr. film, har vi her at gøre med brugere som gladeligt har afleveret mere end 300.000 kr. til filmselskaberne, distributørene og butikkerne.

De virker alligevel til at være hadet af branchen – hvor kan de dog tillade sig at først betale et begrænset beløb på 300.000 kr. til branchen, og dernæst still krav om at måtte bruge deres købte film som det er mest hensigtsmæssigt for dem?

Hvordan

Men hvordan kan man levere software til 85.000 brugere, hvoraf mange utvivlsomt er på samme kant med lovgivningen? Jeg vil vælge at sammenligne det lidt med VW; VW leverer biler til rigtigt mange mennesker, og alle bilerne kan køre 150 km/t eller mere, selvom man i Danmark ingen steder må køre mere end 130 km/t. Det må VW gerne, fordi de fleste nøjedes med at køre det de må, uanset om bilen kan mere end det.

”My Movies” kan kopiere DVD’ere, men den kan grundet lovgivningen ikke kopiere kopibeskyttede DVD’ere – hvis folk ønsker det, så kan de under eget ansvar installere et program som fx. AnyDVD der fjerner kopibeskyttelsen. ”My Movies” er plastret til med advarsler om kun at kopiere DVD’ere som man ejer ned på sit medie center, og det er plasret til med advarsler om at man skal huske at overholde lokal lovgivning.

Med andre ord, så kan programmet bruges til at køre 80 km/t på landevejen, og det er forbrugeren selv der træder på speederen hvis de kører mere.

Programmets udviklingen har igennem 5 år haft fokus på forbrugere der køber og betaler for deres film – vi gør forbrugerens oplevelse af at have en stor filmsamling større og bedre, og mon ikke det er stærkt medvirkende til salg af flere film? På trods af det sidder vi, præcist som vores bruger der havde betalt 300.000 kr. for DVD og Blu-ray film, og tilladt sig at kopiere en del af dem ned på deres medie center tilbage med en fornemmelse af at være henholdsvist hadet af brancen, og kriminel. Kriminel er vi ikke, det har vi sikret os, men det er der ingen tvivl om at mange af vores brugere er – hadet af brancen, hvem ved? Men er det rimeligt, og hvem har skylden?

Branchen der febrilsk og fejlagtigt forsøger at sikre deres værker ved nærmest at skrive lovteksten for politikerne, og ikke har leveret de løfter omkring digitale muligheder de lovede da loven blev vedtaget?

Eller er det politikerne der ukritisk blot vedtager en lov som den blev fremlagt af branchen?

Eller er det en kulturminister der ikke vil indrømme at loven har en alvorlig slagside der syntes dybt urimelig for forbrugeren, og ikke vil konfrontere branchen ved at ændre loven så den er rimelig, ikke kun for branchen eller forbrugeren, men for alle parter.

Hvorfor

Hvad skal man i hele taget med sådant et medie center, og hvorfor har man overhovedet behov for at tage en kopi af sine film?

Jeg er ikke i tvivl om at dem der stiller ovenstående spørgsmål er dem der dels ikke har ret mange film, og dels ikke har børn der som børn er flest har en lemfeldig omgang med dens slags ikke ret modstandsdygtige produkter.

Fordi det kun er rimeligt kunne være et kort og simpelt svar på det spørgsmål, men det er vi mange der efterhånden har forstået at hverken branchen eller kulturministeren er enig i, så jeg vil forsøge med et andet svar – det kan jo være at Jakob Plesner som talsmand for Danske Videogramdistributører, og Carina Christensen som kulturminister kunne blive fristet.

Først og fremmest giver et medie center en nem og overskuelig tilgang, ikke kun til film, men også til tv, billeder, video’er og meget meget andet. Hvis du har en stor filmsamling kan det være stort set umuligt at holde kontrol med hvad du har set, hvad de forskellige film handler om, og hvem der spiller med i dem, osv. osv.

Hvor os med børn er et medie center næsten et must – jeg har selv to piger – den ene er 6 år, og den anden er 9 år. Medie centeret hjemme hos os giver dem mulighed for selv at bladre i deres film, vælge den ud de ønsker at se, og afspille den direkte – uden at de bagefter får skældud af en far som har postet rigtigt mange penge i film som de glemmer at putte tilbage i coveret, som havner på gulvet, og som man aldrig rigtigt ved om de virker grundet børns brug.

Dernæst giver medie centeret kontrol – mine piger tilhører den lidt modige slags som ikke får mareridt af film der måske lige er på grænsen for deres aldersgruppe – alligevel skal der ikke være frit slag. Min datter på 9 år kan på hendes medie center kun bladre i film op til 11 års grænsen, imens min datter på 6 kan bladre i film op til 7 års grænsen. Medie centeret sørger for den slags helt automatisk – de kan aldrig tilgå en film som deres alder ikke berettiger til, for at tilgå andre film skal de nemlig indtaste en børnesikringskode. Børnesikringen er for familierne en af de vigtigste årsager til at vi som forbrugere har brug for et medie center.

For vi voksne, der kan vi bladre i vores film ud fra mange forskellige kriterier – min kone arbejder som Social- og sundhedsassistent på en fødeafdeling, og har en del nattevagter hvortil hun skal køre sidst på aftenen. Vi kunne selvfølgelig bruge en halv time på at pille en 30-40 film ned fra hylden for blot at konstatere at de varer mere end de 2 timer vi har til rådighed når børnene er lagt i seng – i stedet bruger vi vores medie center til at ligge et filter over hele vores filmsamling, så vi på én gang kun bladrer i film som vi ikke har set, og som varer maksimalt 1 time og 45 minutter.

Skulle vi være i humør til film ud fra en bestemt genre, så kan vi vælge kun ud fra det – vi kunne også vælge en film som vi godt kunne lide ud, og lade medie centeret vælge de 15 andre film der ligner den mest.

Hos os har vi en Windows Home Server med ”My Movies for Windows Home Server” stående i bryggerset – hertil er husets fire medie centre tilkoblet.

Når vi har købt en DVD, Blu-ray eller en CD, så indsætter vi den i et drev tilkoblet Home Serveren – alt efter type, så går der var 5 minutter for en CD til 45 minutter for en Blu-ray, så spytter systemet automatisk disken ud – den er nu automatisk blevet genkendt og lagt ned på Home Serveren med covers, beskrivelse og børnesikringsniveauer, skuespillere og alle de data der normalt kan læses på coveret. Herefter kan den stilles tilbage på hylden, og stå der og samle støv, imens den automatisk nu er tilgængelig for alle husets medie centre, og CD’erne er herudover også tilgængelig for vores Squeezebox musikanlæg, så vi ikke skal tænde medie centeret for at afspille musik.

Disse ting er kun en lille del af de multimedie muligheder et medie center giver – heldigvis er alt andet brug end det at kopiere sine dyrt indkøbte film ned på sit medie center eller sin home server fuldt lovligt.

Har man én gang haft et medie center i huset, som automatiserer alle disse ting, så får man for alvor svært ved at undvære det igen.

Det næste skridt for ”My Movies” er at din Home Server bliver i stand til at lave en lav-kvalitets version af dine film, som du kan ligge på din iPhone, på et hukommelseskort til afspilleren i bilen, eller på børnenes håndholdte PSP spillekonsol. Det er selvfølgelig også kun få film det er lovligt for, for branchen mener jo at det er meget mere rimeligt at vi skal købe den samme film på Blu-ray til fladskærmen, på DVD til bilen, og en PSP version til hver af børnenes spillekonsoler – vil vi kunne se Harry Potter, så må vi hellere finde det store dankort frem inden vi begiver os ned og køber den i fire forskellige udgaver.

Hvad nu?

Skal vi som forbrugere blive ved med at benytte vores medie centre ulovligt, præcist som mange kører 90 km/t på landevejen?

Skal vi acceptere at brancehen ønsker at bremse den teknologiske udvikling, og holde op med at bruge vores medie centre?

Skal vi forsøge at samarbejde med branchen og med kulturministeren og håbe på at de nu endelig vil snakke med os, så vi kan få loven gjort rimelig for alle parter?

Jakob Plesner Mathiasen har som talsmand for Danske Videogramdistributører forklaret til ComON at den så omtalte paragraf der forbyder at bryde en kopispærring for at kopiere en DVD er et vigtigt redskab for ulovlig piratkopiering og distribution af film.

Hvis det virkeligt er branchens intention, og det ikke er intentionen at vi som forbrugere helst gerne skulle købe de samme film i 4-5 eksemplarer, og helst gerne flere gange når vores børn har haft fat i dem, så må nu være tidspunktet hvor vi sammen med Jakob Plesner Mathiasen tager initiativ til for kulturministeriet fremsætte et forslag til ændring af lovgivningen.

Mit forslag er at vi lader paragraffen være, men laver en tilføjelse der ligesom den undtagelse oftest omtalt som ”Linux paragraffen” giver forbrugeren rettigheder til altid at lave og besidde en eller flere digitale kopier af værker som er husstandens ejendom – dermed forstået sådan at den digitale kopi kun er lovlig at besidde så længe det originale værk også besiddes.

Jeg ved Henrik Andersen allerede forsøger at indlede en dialog med Jakob Plesner Mathiasen, og skulle de, og/eller kulturministeren, medier eller andre ønske mine inputs på baggrund af 5 års erfaring og inputs fra mange tusinde brugere, vil jeg hermed stille mig til rådighed til al den deltagelse der måtte ønskes.

Ønsker nogen af disse parter eller medier en demonstration af en fuld medie center pakke med fuldautomatisk disk kopiering (ikke beskyttede diske) incl. home server på strømbesparende og miljøvenlige PC’ere, så vil jeg også meget gerne stille dette til rådighed.

Brian Binnerup

My Movies, http://www.mymovies.dk

brian@binnerup.dk

Tak til Brian for hans indlæg