Så har jeg langt om længe modtaget et svar fra kulturminister Carina Christensen på mine seneste 2 henvendelser, sendt i november og december 2009, vedrørende det problem, at vi som forbrugere skal bede et privat foretagende om lov til at se vores lovlig købte film. Svaret er desværre som forventet.
Ministeren starter med at opremse loven som den er i dag, og tørrer samtidig problematikken af på Infosoc-direktivet:
Bestemmelsen er en implementering af Infosoc-direktivets art. 6, hvorefter Danmark er forpligtet til at indføre en passende effektiv retlig beskyttelse mod omgåelse af effektive tekniske beskyttelsesforanstaltninger.
At ministeren smider ansvaret fra sig, er ikke noget nyt. Det er set før. Men som skrevet tidligere har andre EU-lande indført regler, der tillader kopiering til eget brug (kan selvfølgelig ikke lige finde hvilke lande her og nu). Desuden har folketinget netop for nyligt givet handicappede lov til at omgå reglerne. Så det kan altså lade sig gøre, på trods af, hvad ministeren skriver.
Ministeren skriver desuden at:
Antipiratgruppen repræsenterer Foreningen af Danske Videogramdistributører, som er de relevante rettighedshavere i denne sammenhæng. Antipiratgruppen har over for Kulturministeriet oplyst, at Foreningen af Danske Videogramdistributører har givet tilsagn om at meddele konkrete tilladelser i de tilfælde, hvor en forbruger henvender sig og oplyser, at fx en dvd-film alene kopieres til privat brug på eget mediecenter, og der er tale om et lovligt indkøbt eksemplar. Reglerne fungerer derfor i praksis, og jeg mener således ikke, at der er behov for at ændre i de gældende regler.
Hun mener altså seriøst, at det er ganske naturligt, at bede et privat foretagende om lov til at bruge et produkt i sit eget hjem. Et produkt man har betalt for og ikke deler med andre.
Ministeren, som jo tidligere har bl.a. har været forbrugerminister, vælger altså at stå på producenternes side, og kvæler dermed al udvikling, når det gælder digitale medier.
Hun vælger fuldstændig at se bort fra det administrative bøvl og den ulempe en sådan ordning er over for den enkelte forbruger.
Vi kan altså konstatere følgende:
Så længe den konservative Carina Christensen sidder som kulturminister bliver der ingen ændring af loven og dermed bremses udvikling af digitale medier til gavn for forbrugerne.
En borgerlig minister går altså ind for administrativt bøvl, der ellers kunne fjernes med en enkelt tilføjelse til lovgivningen.
En frustreret forbruger ser frem til den dag, vi får en kulturminister, som forstår sig på sit område, og som ser muligheder i den digitale udvikling i stedet for problemer.
En regeringsrokade kan ikke komme hurtigt nok.
På torsdag mødes videogramforeningen. Her vil de bl.a. tage stilling til de forslag undertegnede og Brian Binnerup fra mymovies.dk har fremsat. Svaret kommer nok først i løbet af næste uge.
Lad os håbe, at videogramforeningen trods alt er bare en smule mere up to date med den digitale verden end vores kulturminister er.
Til sidst er der kun at sige følgende:
Ministeren er endnu ikke kommet med en begrundelse for, at der skal være forskel på at eje en analog eller digital filmudgave…
Jeg vil forsætte med at skrive til kulturudvalgets medlemmer. Kun ved at blive ved med at gøre opmærksom på problemet kan vi håbe på en forandring i fremtiden.
Hele svaret fra ministeren kan læses på folketinget.dk
10 Kommentarer
Den virkelighed ministeren beskriver er, som du skriver det, jo en smule bøvlet (tstl). Tiden alene på at få noget godkendt hos FDV er ikke snap og skal man kontakte dem hver gang man køber en ny titel og er de bemyndiget til at give accept til alle, er nogle af de ting jeg overvejer.
Og er det virkelig meningen, at jeg skal hente og købe programmer til at omgå noget, som man åbenbart kan få tilladelse til at omgå, hvis man erklærer ikke at være en skurk? Hvorfor ikke bare tage det udgangspunkt fra starten?
Grunden til min frustration er at ministeren for området ikke forstår hvorfor man bliver frustreret. (og jeg tror desværre ikke det bliver bedre med en minister med anden parti-farve, men måske nogle af de yngre ansatte i ministeriet kunne forklare vores ven, hvordan virkeligheden ser ud)
Helt lavpraktisk frustrerer det mig, at de film jeg flyver ud og køber hver gang de udkommer og betaler de fulde 200-250 kr., for selvom jeg ved at jeg kunne få dem til en 50′er, hvis jeg ventede lidt, jo er de film jeg går op i og samler på. Som tiden/udviklingen er vil man gerne have den slags på sin computer, men det må man ikke fordi lovgivningen tager det udgangspunkt at jeg er en skurk der distribuerer videre.
Er der nogle der har prøvet at skrive til FDV med henblik på tilladelse? Og hvordan gik det i givet fald?
Tak for endnu en kommentar
Som Jakob skriver herunder, er der efterhånden flere, der har skrevet, også mig selv. Nogen har fået svar og andre har ikke hørt fra Antipiratgruppen.
At det er vilkårligt hvem der får svar, er bare endnu et bevis på at, det skal indføres som en undtagelse i lovgivningen. En undtagelse som godt kan lade sig gøre, selv om ministeren siger det modsatte.
Ja, jeg har fået tilladelse til at kopiere alle mine film, som de “har rettighederne til” (hvilket skulle være stort set alle på markedet). Jeg fik faktisk et hurtigt svar og skal altså ikke spørge for hver titel – det er en misforståelse. Jeg har ikke hørt om andre der har fået samme tilladelse, ej heller andre der har prøvet at få den.
Det bliver meget spændende at høre hvad resultatet af deres møde på Torsdag bliver. Hvis ikke de vil tæppe bombes af forbrugere der vil have tilladelser, bør de nok være smarte at lægge en generelt tilladelse ud til dem som kopierer deres lovligt købte samling ind på en server for at lette tilgang og overblik for sig selv og ikke mindst sine børn.
Det er ikke en perfekt løsning som en paragraf i loven ville være, men det er ihvertfald bedre end ingenting.
Året er 2010. Kom ind i kampen!
Hej Jacob
En generel tilladelse på deres website er som skrevet bedre end ingen ting. Men forbrugerne er mest sikret ved, som du selv skriver, at få en undtagelse i lovgivningen. Problemet er jo bl.a. om man overser at APG / FDV ikke har rettighederne til lige det produkt som man laver en digital kopi af.
Du bliver simpelt hen nødt til at afkræve ministeren et svar der ikke blot er referencer til loven samt referencer til den håndvask hun gør så flittigt brug af når hun tørrer den af på EU.
Det kan ikke passe at hun ikke magter at svare ja eller nej på et spørgsmål der direkte giver anledning til den type svar.
Jeg vil forslå at du giver hende et konkret eksempel på en forbruger der ejer x antal dvd film og derfor skal ansøge om at få lov til at kopiere dem til sig selv!. Og så inkludere at det jo ikke er alle dvder som FDV har rettighederne til. Som følge af dette skal en forbruger SELV finde ud af hvem der distribuere den og anmode om en tilladelse.
Sæt det op så hun får et klart billede af det bøvl en lovlydig forbruger skal igennem.
Og så vil det være på sin plads at gøre opmærksom på at handicappede har fået den tilladelse så det med EU kan hun proppe op hvor solen ikke skinner (dog nok formuleret en anelse pænere).
Hej Kristian
Du kan være helt rolig: Jeg forsætter med at skrive til både ministeren og til kulturudvalget. Afventer dog lige mødet i videogramforeningen. Skulle gerne få en tilbagemelding fra dem engang i løbet af næste uge.
Jeg har efterhånden skrevet 4-5 henvendelser til ministeren, med mange forskellige formuleringer. Alle har resulteret i stort set det samme svar. Problemet er nok, at hverken ministeren eller hendes embedsmænd aner hvad et mediacenter er. Ja, de har sikkert aldrig prøvet et.
Både undertegnede og Brian Binnerup fra mymovies.dk har tilbudt at lave en en femvisning for ministeren og kulturudvalget, men dette har de åbenbart valgt at overse.
Det skal de da helt sikkert tilbyde. Og så er den sammenligning med at hvis du køber en dvd film så SKAL den afspilles på en SONY afspiller. Ellers er det ulovligt, rigtig god.
Den skal nok skæres ud i pap og forklares med børnehavepædagogik for at den kære minister forstår det.
Hej igen
Som sagt, så er det skrevet ud i pap på alle måder over for ministeren, men hun ser det alligevel ikke som et problem. Hun lever ganske enkelt i en anden tidsalder…
Hvis de ikke kan / vil forstå problematiken, kunne man måske tage og gå den modsatte vej og opfordre folk om at sende ansøgninger. Hvis de pludselig drukner i ansøgninger kunne det jo være at de for øjnene lukket op.
Det var faktisk meningen at der skulle laves en fælles aktion her på søndag, men den er udskudt til foråret
3 Trackbacks
[...] This post was mentioned on Twitter by Frustreret Forbruger, Frustreret Forbruger. Frustreret Forbruger said: Bloggen: Endnu et tomt svar fra kulturministeren http://bit.ly/5zpnOI #digitalekopier #ophavsret #drm #antipiratgruppen #folketinget [...]
[...] At kulturminister Carina Christensen og Antipiratgruppen begge mener, det er hensigtsmæssigt, er vel kun med til at give et billede af, at det er Antipiratgruppen der er med til at styre ministerens holdninger, når det gælder ophavsretsloven og piratkopiering. Læs desuden ministerens seneste svar til mig her. [...]
[...] dette mener ministeren ikke er muligt. Ministeren skrev bl.a. følgende til mig i ministerens seneste svar: Ophavsretsloven indeholder i § 75c et forbud mod at omgå effektive tekniske [...]